Om gatekeeping
Du kender nok behovet for trygge relationer. I psykologien anses det faktisk som et grundlæggende behov. Evolutionært set er vi nemlig gearet til at opsøge fællesskab.
Nogle fællesskaber er vi født ind i, såsom biologiske familier eller måske en religion, men vi kan også vælge fællesskaber – finde andre ligesom os. Mennesker, vi deler interesser og livsopfattelse med.
Nogle gange er det gnidningsfrit at komme ind i varmen, og andre gange er det mere kompliceret.
Gatekeeping er slang og (oversat) bevogtning af indgangen til en identitet og det fællesskab der kan høre med. Det er handlingen hvor vi spørger, “er du/jeg nu X nok til at må være et medlem af denne gruppe?”
Vi kan gatekeepe (som noget vi gør) og vi kan være gatekeeper (som en position vi indtager eller får tildelt af andre).
Hvorfor gatekeeper vi?
Gatekeeping er udsprunget af vores menneskelige tilbøjelighed til at bruge kasser og kategorisere mennesker. Denne tilbøjelighed er heller ikke udelukkende dårlig nyt. Gatekeeping handler i sin essens om at rammesætte en gruppe. En kasse er vel kun en kasse, fordi den har rammer og hjørner, ikke?
Så… alle kan vel ikke passe i kassen? Det korte, simple svar er (logisk set) nej.
Men… hvem bestemmer så hvilke personer der må være med i klubben? Og på hvilket grundlag?
Når vi nægter andre adgang til et socialt rum, så kan vi gøre det af årsager, der handler om tryghed. Minoritetsgrupper kan fx ønske rum, hvor de ikke i samme grad behøver frygte undertrykkelse, som de oplever udenfor rummet.
Men sjældent har vi alle den nøjagtig samme oplevelse. Gatekeeping kan i praksis blive ret svært. For hvor meget må vi variere i vores oplevelse før vi kan finde tryghed hos hinanden? Og hvem skal desuden være “gatekeeper” og bestemme hvem der får adgang?
Måske vi kan stå alene tilbage og ligefrem være i tvivl om vi overhovedet må kalde os transkønnet, lesbisk, neurodivergent eller noget helt tredje?
Hvad "må" vi kalde os?
Måske du genkender denne oplevelse. Du får en invitation, der trækker i alle dine hjertestrenge. En person siger til dig (direkte eller indirekte):
“MÅ jeg godt kalde mig queer? Eller transkønnet?”
“Jeg er så bange for at nogen kommer og siger jeg ikke må. At nogen tager det fra mig.”
Måske du har lyst til at råbe, “Jada!”? Måske du tøver? Måske du mærker en helt almen medfølelse, der opstår, når vi sidder overfor et menneske der søger støtte. Som ønsker at vide, at de er god nok som de er.
Men uanset om jeg skråler ja eller nej, så har jeg gatekeepet. Jeg kommer til at sætte mig over et andet menneskes egen mening om sig selv. Hvis min mening om dig er vigtigere end din egen, så har jeg måske bidraget til gatekeeping-problemet. Teknisk set må vi kalde os lige hvad vi vil udelukkende fordi vi identificerer os med det.
I samfundet kan vi nemt få den idé, at vi skal have en autoritet eller en fagperson til at fortælle os hvem vi er – og det kan absolut være hjælpsom at blive spejlet af et en sådan person – men det kan også være en forældet idé om at vi ikke må kende os selv bedst.
Måske jeg er uenig med min psykolog om jeg er transkønnet? Hvem skal så have det sidste ord?
Gatekeeping og normer
Hvis jeg skulle vælge at definere, om nogen er transkønnet, så kan jeg ikke undgå at være præget af sociale normer – altså, uskrevne regler, forventninger til og retningslinjer for adfærd (Den Store Danske Ordbog). Når jeg ser nogens adfærd, så har jeg (ofte ubevidste) forestillinger om, hvad denne adfærd siger om personens identitet. Vi forbinder ofte hvad vi gør med hvem vi er. Adfærd og identitet følges dog ikke altid ad.
Studier fortæller os fx at romantisk- og seksuel adfærd (altså hvad vi gør) ikke behøver være en afspejling af vores indre fornemmelse af romatisk- og seksuel tiltrækning (hvad vi mærker indeni).
Hvis du har tanker om at være aseksuel, så kan det ligge til højrebenet at fokusere på konkret handling. Vi kan overveje “Er du nu sikker på du er aseksuel? Måske du bare ikke har mødt den rette endnu? Har du haft sex før?”
Men! På samme måde som en præst i kirken kan undlade at have sex og stadig opleve lyst til sex, så kan man også have sex uden at opleve seksuel tiltrækning. Det er vores forestilling om hvad der er “normalt” og “naturligt” der bruges til at kategorisere og altså gatekeepe ud fra.
Vi er alle mennesker og ingen af os kan undgå disse bias, fordomme og antagelser om andre mennesker. Det er sjældent med ondt i sinde, men gatekeeping kan være ekskluderende for mennesker, der i forvejen har svært ved at finde tilhør og fællesskab.
Så hvordan kan vi vide om nogen har ret til vores fællesskab? Det kan vi måske ikke vide med sikkerhed. Oftest kan vi kun have tillid til, at nogen søger vores fællesskab med god grund.
Men hvad så med dem af os, der er i tvivl om hvem vi er og hvilke fællesskaber vi hører til?
Når gatekeeping internaliseres
Internalisering betyder kort sagt, at man præsenteres for viden (korrekt eller ej), normer eller regler, som man tager det ind og gør til en del af sin sandhed om verden.
Jeg kan fx internalisere en bordskik, hvor man spiser sin mad med bestik. Jeg kan enten være bevidst om, at jeg har internaliseret, at man bør spise sine måltider med kniv og gaffel, eller jeg kan være helt blind for, at det er en bordskik jeg har lært.
Et mere komplekst eksempel er når transpersoner (eller kønsudforskende individer) har internaliseret rigide syn på køn. Gennem livet præsenteres vi for tydelige eller subtile kendetegn på, hvad det vil sige at have et køn. Fx kan vi tro inderligt på, at der kun er 2 køn og de udelukkende er biologisk bestemt. Selvom mange falder udenfor denne kategori, så kan dette syn være så indgroet, at man ikke kan se sig ud af det. Det kan være ret lidelsesfuldt ikke at kunne eksistere i sit eget verdensbillede, når vi ikke tillader os selv at være vores egen version af det køn vi identificerer os med – lad det være kvinde/nonbinær/mand eller andet.
Hvad kan vi gøre ved gatekeeping?
Skyggesiden af gatekeeping kan altså være ensomhed og eksklusion. Så hvad kan vi gøre ved det?
Måske vi faktisk bør forsikre hinanden mere. Måske vi kan vælge at udvide vores forståelse af hvem der må sige de har en given identitet. For hvem kan sige noget om vores identitet, hvis ikke os selv?
Dette starter selvfølgelig med, at du og jeg kan vælge at byde alle velkomne og invitere ind med at sige, “Du må helt selv vælge. Jeg har tillid til, at du hører til, hvis du siger det.”
Men hvad med dem af os, hvor accepten fra andre ikke er nok? Hvor vi ikke føler os kyndige nok til at sige hvem vi er? Hvor vi kan komme til at gatekeepe os selv? Måske vi faktisk selv kommer til at nægte os adgang til et fællesskab, da vi frygter andres afvisning så meget at vi afviser os selv på forhånd.
Nogle gange giver det dybfølt mening at høre, “Selvfølgelig må du kalde dig X!” Andre gange giver det måske mere mening at høre, “Kunne du tænke dig at må kalde dig selv X, uanset hvad andre synes?” eller, “Jeg vil gerne høre hvem du tror du er, så du kan prøve identiteten på og opdage om det er dig.”
Gatekeeping kan altså komme både udefra og indefra. Det kan nægte os smuk, sund og vigtig tilknytning til andre mennesker. I bedste mening kan det bruges for at holde et rum trygt, men det kan også bruges til at ekskludere dem af os der stadig er spørgende og undersøgende med hvem vi er.
Med nysgerrighed på vores egen tendens til gatekeeping, så kan vi åbne porten for flere og skabe solidariske rum hvor man kan være tvivlende og udforskende.
Og hvis andre gatekeeper dig og du er uenig? Så er der måske et meget forståeligt, “Fuck dig” på dine læber.
(Redigeret d. 15.03.2024)
Jeg er altid åben for nye tanker eller spørgsmål. Du kan kontakte mig på min mail psykologtianstephansen@protonmail.com.
– Tian